Bogen henvender sig til folk, der på egen hånd vil rundt til nogle af Københavns mest besøgte seværdigheder. Det er primært turister med begrænset kendskab til byen, der kan have glæde af værket.
Forfatteren har tidligere udgivet småbøger om København, ligesom han har skrevet fotografi- og computermanualer. Han er uddannet lærer og har erfaring som guide i København. I bogen præsenteres 15 seværdigheder så som Tivoli, Nyhavn og Den lille havfrue. Der redegøres for de enkelte steders historie og opslagene er rigt illustreret med flotte farvefotos og arkivmateriale fra Det Kongelige Biblioteks billedsamling. Hvert kapitel afsluttes med en ruteanvisning, så læserne ikke farer vild i byens gader. Bogen er udstyret med et kort over Indre By. En tidslinje med betydelige årstal i byen og landets historie, samt adresser til museer. Desuden er der fundet plads til H.C. Andersens eventyr om Den lille havfrue.
Guiden kan bedst sammenlignes med den farverige rejselitteratur, der kan købes på alle større rejsemål. Hvor fx Ture i København beskriver byen udførligt, fokuserer bogen på få seværdigheder, der alle kan nås på en vandretur.
På rundtur i København hører til i den lette ende af rejseførerlitteraturen. Med dens lethed og rutebeskrivelse egner den sig bedst til en tur rundt i byen.