Tredje del af Ulrich Seidls Paradis-trilogi handler om en 13-årig pige, som kommer på sommerlejr for overvægtige unge. Filmen kan med udbytte ses af et publikum på alder med eller lidt ældre end hovedkarakteren. Men målgruppen er også et voksent publikum, der interesserer sig for instruktørens univers og trilogiens to første film. Og i det hele taget værdsætter moderne filmkunst med fokus på eksistentielle fortællinger.
13-årige Melanie kommer på sommerlejr for overvægtige unge. Her er der strenge regler, regelmæssighed og motion. Men de unge er mestendels optaget af slik, øl og spæde seksuelle eksperimenter og landvindinger. Og Melanie forsøger ligefrem at indlede et forhold til den midaldrende, ikke ganske uinteresserede lejrlæge. "Tro", "Håb" og "Kærlighed"-trilogiens tornebestrøede veje til et drømmens paradis er diskret kædet sammen af familiebånd. Teresa, der tager på sexsafari (Paradis - kærlighed), parkerer sin datter Melanie (Paradis - håb) hos søsteren Anna Maria (Paradis - tro), der så kører hende på diætlejr.
Konsekvent fastholder Ulrich Seidl sin registrerende stil med totalindstillinger uden nærbilleder. Men Paradis - håb, 2013 er trilogiens lyseste film med ironisk tonede, muntre opvisninger af motionens "glæder". Men alvoren fornægter sig ikke. Der er meget på spil i kontrasterne mellem lejrliv og underliv. I Kaspar Munks fine ungdomsfilm Forsvunden, 2006 afsøger en teenager også grænser. I dette tilfælde hos en lærer.
Flot punktum for den på alle måder ambitiøse og mesterlige triologi.