En billedbog for de 3-6-årige til en hyggelig, uforpligtende oplæsningsstund.
Det er den argentinskfødte illustrator og forfatters danske debut. En sød historie skrevet ud fra devisen, at "en lille og vågen, er bedre end stor og doven". Vaks, en lille hund, der ligner en australsk terrier, bliver af sine ejere bedt om at passe på huset. Han tager opgaven alvorligt, men han ved godt, at hans udseende ikke ligefrem er skræmmende, derfor forsøger han på forskellig vis at se større og mere farlig ud. Da tyven kommer, får Vaks hjælp fra en uventet side, og han får en ven, en skrap skrubtudse, der er den lille, venlige hunds diametrale modsætning. Illustrationernes lette, lidt løse streg, hvor verden opleves fra hundeperspektiv, minder om Philippe Dupasquiers.
En anden lille hund, der er alene hjemme kan man møde i Lotta Olsson Anderberg Morris passer på huset, 2002.
En helt traditionel billedbog, som vil falde i smag hos mange børn og deres forældre.