Den franske filosof og sociolog er født i 1929 og blev først oversat til dansk omkring 1980. Han er primært kendt for sine analyser af (post)moderne fænomener, som f.eks. medier, film og IT. I den foreliggende bog tager han bl.a. fat på at analysere begreber som forførelse, kaos, forbrydelse, det obskøne, skæbnen og det virtuelle - om begrebet virtual reality siger han således, at det er en stor selvmodsigelse, al den stund det virtuelle er trådt i stedet for det reelle som det reelles endelige løsning, for så vidt som det på en gang følger verden i dens definitive realitet og samtidig er et tegn på dens opløsning. Netop tegnene har en central placering i Baudrillards tænkning, idet de antages ikke blot at henvise til noget virkeligt, men også at være tilfældige henvisninger til andre tegn. Baudrillards analyser kan også tage udgangspunkt i aktuelle, konkrete begivenheder - således er Terrorismens ånd fra 2002 en tolkning af baggrunden for terrorangrebet på New York. Bogen Passwords med den danske undertitel "Løsenord" er en påvisning af centrale temaer i Baudrillards værk - og en spændende prøve på fremtrædende tænkning på højt abstraktionsniveau. På mange måder en smal bog, men den indholdsmæssige tænkning har format.