Bogen er på linje med andre italienske kogebøger i den mere ukomplicerede ende. For den kvikke begynder og den let øvede der gerne vil kunne lave nogle traditionelle velsmagende italienske retter, der er relativt hurtige og lette at gå til i pæn og overskuelig opsætning. Brugbar for biblioteker med efterspørgsel på vegetarretter.
Nydelig og veltilrettelagt traditionel italiensk kogebog med et udvalg af de mest populære italienske pastaretter, som bolognese, carbonara, puttanesca, amatriciana, arrabiata, cozze (blåmuslinger), canelloni, penne alla Norma m.fl. Disse klassikere suppleres af enkelte mindre kendte og lokale retter suppleret med enkelte retter med fisk og en række også ret enkle vegetariske retter baseret på aubergine, tomat, svampe, zucchini og broccoli. Derudover få specialiteter, fx en pastadessert og pesto og et måske ikke indlysende anvendeligt afsnit om maditaliensk.
Det italienske køkken er med rette fortsat meget populært herhjemme, og der er udkommet et par helt uomgængelige og centrale titler på dansk i denne sæson: Sølvskeen og Locatelli Made in Italy. Denne har selvfølgelig ikke samme ambition, men retterne findes i mange andre kogebøger, så denne hører ikke til de uomgængelige.
Der er ikke noget at sige denne kogebog på. Den er indbydende, veltilrettelagt og anvendelig. Men en bog om gode, men meget ofte gengivne italienske retter oversat fra svensk forekommer ikke som den mest påtrængende kogebogsudgivelse blandt mange.