Når man skal begynde i børnehaveklassen, er denne fotobilledbog en meget fin introduktion. Har man gået i den i nogen tid, vil bogen vække genkendelsens glæde. Den er velegnet i både børne- og skolebiblioteket til børn fra 4-7 år, og til de mange forældre der efterspørger bøger om skolestart når sommeren nærmer sig. Den ret omfattende tekst er skrevet i et roligt og klart sprog. Forfatteren, kendt fra andre billedbøger, bl.a. På brandstationen, 1997, fortæller levende og detaljeret om Pelles start i 0.y, og giver eksempler fra hans skoledage resten af skoleåret. Man kommer godt rundt om hvad der sker i en børnehaveklasse. Der er tæt sammenhæng mellem fotos og tekst. Fotografen kendes fra bl.a. Fra ler til mursten, 2002. Fotografierne er skarpe og i klare farver. De varierer i størrelse og beskæring. Der veksles mellem total- og nærbilleder. De giver et levende indtryk af det der foregår i klassen og i frikvarteret. Vægten er lagt på det positive, ikke på problemer. I 1994 udgav forlaget Kasper i børnehaveklasse. Siden er indholdet i børnehaveklassen delvis ændret. Af nyere titler er Jeg skal i skole, 2002 med illustrationer og tekst af Jan Mogensen, og den mere humoristiske Sune begynder i skolen, 2002.