Romantisk komedie, der både humoristisk og med dybde skildrer parforholdets kringelkroge med fokus på en rar og velmenende alenefar og hans charmerende 5-årige tvillingepiger. Fra 13 år.
Will Henry underviser i tegneserier på det lokale universitet og har tvillingerne Clio og Colette sammen med Charlie. På børnenes 5-års fødselsdag afslører han, at Charlie har et forhold til Gary og vil skilles. Der går et år og Will har fundet en hverdag som weekendfar. En dag inviterer hans studerende Kat ham hjem til sig for at koble ham sammen med sin mor Diane, der underviser i litteratur. Der opstår følelser mellem dem, men samtidig med at Charlie beslutter at gifte sig med Gary har hun stadig følelser for Will, og Will må træffe en beslutning for fremtiden.
De konflikter omkring det moderne parforhold som filmen viser, er så banale som noget kan være. Alligevel er det en både charmerende, underholdende og tankevækkende film. Skildringen af den forvirrede, men rare Will og hans forhold til tvillingepigerne er vist med varme. Det er hans dilemmaer, der er i centrum, mens Charlie skildres skabelonagtigt, skønt hun også har sine vigtige grunde til at forlade ham. Man føler sig godt tilpas med filmen, der forstår at forene det humoristiske med de nok så alvorlige problemer.
Skildringen af en alenefars problemer startede med klassikeren Kramer mod Kramer og "People places things" opdaterer rollen til nutiden.