Tøjners bog om Per Kirkebys skulpturer er, ligesom forgængeren Per Kirkeby - maleri, 1998, en stor og meget smukt udstyret bog. Den omhandler især bronzeskulpturerne, mens murstensskulpturerne kun berøres kort. I sin særlige essayistiske stil, hvor han skriver sig ind til sine pointer, giver Tøjner sit bud på den betydning, skulpturerne har i Kirkebys samlede oeuvre. Per Kirkeby begyndte at lave skulpturer i 80'ernes begyndelse, da han havde lagt sine popkunst-agtige masonitbilleder bag sig for at male i olie på lærred. Det er Tøjners tese, at arbejdet med skulpturerne var med til at bringe en ny tyngde ind i maleriet og at give det maleriske stof en nærmest fysisk vægt. Tøjner peger på vekselvirkningen mellem maleri og skulptur, der ofte benytter sig af det samme billedsprog, fx træstubben, bjælken, et par fødder, ornamentformer, men samtidig har skulpturerne deres egne rent dynamisk-stoflige kvaliteter. Ikke mindst i reliefferne til Operaens foyer er der nært slægtskab mellem skulptur og maleri. Bogen giver en god indgang til skulpturerne, som nok er den del af Kirkebys værk, der umiddelbart er sværest at forholde sig til, og som der er gjort mindst ud af i mængden af litteratur om Kirkeby.