Stephen Kings romaner falder i flere forskellige kategorier. De rene gys, de science-fictionsagtige brede romaner, og så skildringerne af hverdagen der tilter, de dagligdags begivenheder der pludseligt antager nye meninger, hvor uhyggen sniger sig ind. Denne roman om den lille pige der bliver væk i ødemarken hører til den sidste kategori, og er en lydefri sådan. King forstår at leve sig ind i et ungt menneskes sind og gengive de sindsstemninger de unge gennemgår, når de udsættes for usædvanlige oplevelser, og det må man sige Trisha kommer ud for, de 11 dage hun klarer sig selv i ødemarken. En beretning om en hverdagsbegivenhed, en udflugt i skoven med mor og bror der udvikler sig til et mareridt. Den lille pige må klare sig selv, og opfinder undervejs sin beskytter og vejleder, i skikkelse af baseballspilleren Tom Gordon, der følger hende gennem trængslerne, som King skildrer med barsk realisme. Samtidig spiller det okkulte, det overnaturlige og det dæmoniske som sædvanligt hos King med, i en besnærende cocktail. Selv om man nok aner at Trisha skal klare skærene, er man bestandig grebet af den lille piges gåpåmod og opfindsomhed, i denne lille tætte, naturalistiske gyser fra King.