Historien om Poeten fra Vanløse er nu udkommet med illustrationer af Rasmus Bregnhøi. Forsiden med stjerner, høj hat og en oberst skal nok sælge bogen.
Poeten laver generelt digte, der er noget bras, men en nat, han ikke kan sove, kommer det fineste digt. Ikke så snart digtet er skrevet, larmer det pludselig på trappen, hvilket ikke er godt, da udlejer Fru Fian ikke vil have larm. Det banker på døren, og poeten ser nu, at personerne fra digtet er blevet levende. Da Fru Fian vækkes af larmen, får poeten et hyr med at gemme personerne, men i sidste ende udvikler tingene sig fint. Rasmus Bregnhøi har lavet illustrationerne til denne udgave, og hans kendte streg passer fint til en historie om digte og fantasi.
Bogen Poeten fra Vanløse udkom første gang i 1988. Her er den udkommet i ny udgave med flotte illustrationer. Historien minder meget om Aakesons andre historier, hvor fortællingen ofte udvikler sig og bæres frem af fantasi og underlige hændelser. Man kan sammenligne den lidt med Skyggesiden af Per Gustavsson, hvor skrevne og tegnede ting også bliver levende.
Det er en sød lille historie om en poet og hans digte. Historien er lidt skæv og sjov på Aakesons måde. Selvom den første gang udkom i 1988, kan den sagtens læses i dag. En rigtig fin udgave.