Mikael Josephsens nye digtsamling "er skrevet på levet liv", som det formuleres i forlagets pressemeddelelse, og det er bestemt ikke kedeligt. Erindringsstoffet er gengivet med overbevisende sproglig kraft. Fantasifuldt, rørende og galgenhumoristisk på samme tid. Det er især barndommens kilde, som MJ øser af, hvilket også udgjorde en del af grundstoffet i debuten Havet under huden fra 1998. Et hårdt miljø omkring en væddeløbsbane i det nordlige København er rammen for denne digtsamling. Og rækkehuset lige i nærheden, hvor drengen eller digteren vokser op, "er nu/et dukkehus hvor enorme/billeder sidder henslængt i ternede møbler./I et skær af fødsler og gæld/vendes stuen som en tændstikæske/mellem barnefingre". Digterjeg'et genkalder sig barndommens minder og mange undertrykte følelser trænger sig på og forsøges forløst vha. poesien. MJ har en fin evne for at formidle den atmosfære der hænger ved travbanen og de ambivalente følelser som drengen ophober. Det er især et had/kærligheds forhold til faderen, som er travtræner, der er et centralt tema for digterjeg'et. Et andet sideløbende tema er drengens tab af uskyld i mødet med den voksne verden. Inspirationskilderne er bl.a. 80'er lyrikken og Tom Kristensen, som han citerer fra. Moderne lyrik der kan læses af en bredere skare.