Praktisk håndbog for alle, både begyndere og mere øvede, når det gælder håndens arbejde i stort og småt, reparations- og vedligeholdelsesarbejde i huset, ejendommen eller lejligheden.
4. udg. af Erik Boiles store klassiske gør-det-selv-bog. Uændret sidetal og indhold fra 2. udg. Stadig et glimrende og omfangsrigt værk, der i tekst og mange nyttige illustrationer leder den håbefulde gør-det-selv, kvinde eller mand, sikkert over faldgruber og forbi fejlmuligheder, i de mange store og små opgaver livet byder dig som ejer af hus, ejendom eller lejlighed. Her er alt fra illustrationer af de 16 basisværktøjer hjemmets værktøjskasse bør indeholde til absolut større projekter som at ombygge loftet til beboelse, udskifte døre og vinduer eller bygge et praktisk udhus. Selvfølgelig er også trenden med udekøkkener beskrevet. Du kan lære at afmontere og afkalke vandhanens tud, udskifte en stikkontakt, og som det er aktuelt populært at anlægge en flot stor terrasse. Du kan få råd om, hvordan du maler facaden, skifter stik på antennekablet eller holder tagrenden i god stand. Samlet set kommer Boiles bog fortrinligt omkring alle de vedligeholdelser og reparationer, jeg kan komme i tanke om.
Sidetallet er det samme, forsiden er en anden, og indholdet så vidt jeg kan se identisk med 2. udg. fra 2007. En lignende ikke så omfangsrig udg. fra samme forlag er Politikens handyman - tips, råd og reparationer.
Har man tidligere udg. fra 2007 og senere skal alene slid og evt. øget brug bestemme evt. nyindkøb.