"Gæstevokalisterne skønsynger akkurat så tempereret, at det ikke bliver til dum wellness, mens Liam Ivory og Chris Davids konstruerer sig ud af den største gæld til Blake og deslige. Det sker ved at bygge - ofte samplebaserede - laginddelinger, som akustisk modarbejder hinanden, ja, altså behersket. Og dermed opbygger de en fiktion om en række af rum i musikken - og en friktion mellem disse. Det er virkelig charmerende, nogle gange for charmerende, hvilket især kan tilskrives en lidt for pæn sangskrivning, der et par steder kæntrer i sentimentalitet. Men mestendels rummer Portraits gnidningsmodstand nok til at holde kroppen kørende i cirklende mønstre - endda ofte mønstre af den variant, som afholder en fra at spilde sin drink".