Billedbog for de 3-6-årige til oplæsning om venskab med flot illustreret forside af den lille blå herreløse kat Pote.
Billedbogen er skrevet og illustreret af Tom Percival, der ikke tidligere har skrevet børnebøger. Denne billedbog handler om den lille herreløse kat Pote, der bliver venner med en dreng, for efterfølgende at blive væk fra ham. På uhyggeligste vis følger man Potes tid alene i skoven skræmt fra vid og sans, og samtidig drengens søgen efter sin lille ven. Smukt illustreret billedbog, hvor historien lige så meget om ikke mere læses gennem billederne, som gennem den forholdsvis korte tekst. Der er dybde og stemning og man føler fx nemt den lille kats angst, der udspringer af billedernes streg og farvevalg. Der er lidt Rosina Wachtmeister over den blå kat og illustrationerne i det hele taget med de blålige nuancer og illustrators evne til at skabe dybde og stemning med skiftet mellem lyse og mørke farver. Derudover er der et collage-agtigt lag ligesom Wachtmeisters brug af glimmer og andre effekter.
Der findes andre gode billedbøger om ensomhed og om børn og kæledyr og venskab, men jeg er ikke stødt på nogen, der så smukt illustreret fortæller om en dreng og en lille kats ensomhed og deres venskab, da de finder hinanden.
Utrolig smuk og anderledes illustreret billedbog om venskabet mellem en dreng og en lille herreløs kat.