De 9-11-årige får her en fin lille bog der fortæller om Prins Henrik, fra hans fødsel til hans død.
Prins Henriks livshistorie fra den tidlige barndom i Vietnam til hans død i 2018 fortælles i tekst og fotos. Vi får at vide hvordan Dronning Margrethe og Prins Henrik mødte hinanden i London hvor Prins Henrik arbejdede. Yderligere omtales børnene Prins Frederik og Prins Joachim og de i alt 8 børnebørn. Prins Henriks kunstneriske udfoldelser og hans mange protektorater har også fået plads i bogen. Afslutningsvis fortælles der om Prins Henriks store utilfredshed med sin manglende kongetitel. Bogen er en QR-bog der undervejs giver lydstøtte for læserens selvstændige læsning.
En velskrevet bog med rigtig mange interessante informationer. Teksten er formuleret i overskuelige sætninger. Bogen har flotte farvefotos der ledsager teksten på bedste måde.
Kan sammenlignes med Kongehuset (Fakta & fiktion) der dog er lidt mere omfangsrig.