Books / fiction for children

Prins Lilleknud gik ud en tidlig morgen


Description


Billedbog med rimet tekst. Prins Lilleknud går på opdagelse i kongeriget og møder dyr og en sød prinsesse. Men kongen og dronningen er bekymrede. Hvor er prinsen henne?

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 21. Apr. 1999

By

By

Vibeke Munch Kofoed

d. 21. Apr. 1999

Billedbog med kort rimet tekst af debutanten Mimi Harteg, som både har illustreret og skrevet teksten. M. H. har if. forlaget stået i lære hos Dorte Karrebæk. Det anes hist og her, men hun har først og fremmest sit eget udtryk som illustrator: En sød, glad og rund streg fuld af liv og bevægelse og med enkelte spøjse og skæve detaljer. Grafisk er de farvemættede sider fint bygget op, men med lidt rigelig farvelade og for lidt farveholdning i udtrykket. Det er dog nok mest en smagssag, og billederne skal nok appellere til de yngste billedbogslæsere fra ca. 3 år. Teksten består af enkle, lidt banale rimede vers, som fortæller en tynd historie om en lille prins, der går på opdagelse og møder rare dyr og en sød prinsesse, mens de bekymrede forældre leder efter ham. Det er primært på billedsiden at Mimi Harteg viser sin styrke. For det er ikke blot vigtigt at kunne fortælle en historie, man skal også have noget væsentligt på hjerte og det kniber lidt her. For de yngste mellem 3 og 4 år til en hyggestund, som absolut ikke vil spolere nattesøvnen. Farverig og indbydende forside.


The libraries' assessment

d. 21. Apr. 1999

By

By

Jesper Holtoug (skole)

d. 21. Apr. 1999

Mimi Harteg debuterer med denne billedbog. Fortællingen er på vers, der enkelt og ligetil fortæller et stilfærdigt eventyr om en lille prins, der drager ud i verden for at finde lykken - eller kærligheden nærmere bestemt. Da faren og moren opdager, at deres barn er væk, bliver de selvfølgelig ulykkelige og leder alle vegne. Prinsebarnets ubekymrede nysgerrighed og kæresteleg stilles overfor forældrenes uro. En klassisk eventyrkonflikt, blot her med en meget ung hovedperson. Dette klares ved at prinsen i sidste vers tager med far og mor hjem med løfte om at vende tilbage. De rimede vers er klare og enkle, men sprogligt set ikke særlig spændende. Der savnes sproglige overraskelser, sprudlende humor eller regulært fjolleri. Versene her bider sig ikke for alvor fast. Så er der meget mere at hente i illustrationerne, som veloplagt boltrer sig over siderne med saft og kraft og talrige sidehistorier. At Mimi Harteg har taget ved lære af Dorte Karrebæks billedsprog ses tydeligt, ikke mindst i billedernes komposition. Hartegs billeder er dog både rundere og blidere og rummer ikke nær samme voldsomhed, som læremesterens. Billedbogen egner sig fint til højtlæsning for de 4-7-årige med tilhørende billedsnak.



Information and editions