Endnu et roman-bud på de dramatiske begivenheder omkring Christian den syvende, dronning Caroline Mathilde og Struensee. Her er synsvinklen den unge dronnings, og man følger hende fra hun rejser fra England for at blive gift med Christian og til hendes sidste år i den tyske by Celle. Det er en fantastisk historie, og den fortælles her med overbevisende psykologisk indleven og medrivende miljøskildringer af et dansk hof der dels evigt fester og dels rives om den magt alle kan se ikke længere er kongens. Caroline Mathilde er kun 15 år, da hun bliver dronning, og hun bliver voksen i omgivelser der stort set ikke byder på andet end opportunister og intrigemagere. Hun lærer hurtigt, men er ikke interesseret i politik. Men da Struensee dukker op med både personlig integritet og idealer, er hun fortabt. Hun forelsker sig. I første omgang er hun blind for de omkostninger affæren kan få, og for sent går det op for hende at hun dermed har givet afkald på at kunne være symbol og er blevet et sårbart menneske. Det er en god bog med masser af kompetent underholdning, og jeg tror den bliver et hit blandt læsere der har nydt Helle Stangerups historiske romaner og de to Josephinebøger af Sandra Gulland.