Kendingsmelodien til Bille Augusts tv-serie "Busters verden" fra 1984 er kendt og elsket af små som store. Den blev sunget af Nanna, som også havde lavet melodien. Hun har siden bl. a. sammen med Rune T. Kidde lavet sange for børn, og nu debuterer hun så som børnebogsforfatter med eventyret om "Prinsesse Himmel-i-mund". Historien handler om at miste noget, man holder meget af, og finde det igen. Prinsessen bor i Toneland, hvor hun hver dag glæder folk ved at stille sig ud på balkonen og synge ud over hele byen. Hendes smukke mund bliver en dag stjålet af en dum troldmand, men børnene Carl og Louise og den cigaretrygende fugl onkel Danny sætter sig for at skaffe munden tilbage. De får hjælp af heksen med en ækel tryllebog, katten Kismus og troldmandens far. Historien er sød og sjov, men det bedste er nu de 12 sange, som handlingen er bygget op omkring. Jeg er helt enig med Politikens anmelder Kim Skotte, der gav dem følgende ord med på vejen: "Det er børnemusik, som ikke taler ned til børnene, og det er voksenmusik, som ikke slækker på nogle kvalitetskrav". Nannas tegninger er farvestrålende, nærmest naivistiske med festlige detaljer. Bog og CD vil blive værdsat af alle eventyrelskere - ikke mindst elever i indskolingen.