Antologi, der henvender sig til fagpersoner, der skaber relationer til andre i deres professionelle liv. Og her menes ikke kolleger, men elever, klienter, borgere mv og interesserer sig for følelsernes tilstedeværelse og betydning i professionelle forhold: pædagoger, lærere, ansatte i ældresektoren, socialrådgivere, sygehuspersonale og andre relationsarbejdere.
Mennesker, der i deres arbejde drager omsorg for andre, befinder sig i en særlig balance mellem følelser og professionel distance. De skal så at sige holde hovedet koldt og hjertet varmt. I dette felt er der mange forhold på spil. Derfor er formen antologi velegnet til at perspektivere og sætte fokus på de særligt ømme punkter. 8 kloge hoveder sætter ord, teori og forskning på, hvad der rører sig i og mellem mennesker, der mødes som professionel og modtager. Er der overhovedet plads til følelser? Forvrænger følelserne relationen? Hvordan med pædofilifrygten? Disse og mange andre spørgsmål vendes i forordet af Steen Hildebrandt, indledningen og de 8 bidrag til antologien.
Et aspekt af emnet er, at den professionelle bliver så følelsesmæssigt påvirket af de personer, hun arbejder med, at hun selv bliver psykisk truet. Dette behandles i Rørt, ramt og rystet, ellers ser jeg ikke andre bøger, der perspektiverer dette emne så udførligt som her.
Sammen rummer de 8 bidrag en række væsentlige perspektiver på relationsarbejdet, som giver mening for de fleste i bogens målgruppe, hvorfor den bør anskaffes bredt i bibliotekerne.