Denne roman handler om en enlig 55-årig litteraturprofessor. Det er engang i 1990'erne og Juleaften i Oslo. Fra sit vindue bliver professoren vidne til, at en mand myrder en ung kvinde. Litteraturprofessoren vil straks anmelde udåden, men gør det ikke alligevel. Derimod tuller han småsnakkende med sig selv omkring i sin lejlighed, idet han prøver at begrunde og forstå, hvorfor han intet foretager sig. Han tager tilløb til at betro sig til en ven, men heller ikke det magter han. Romanens tema er bl. a. det moderne menneskes manglende evne til ikke blot at kunne engagere sig men at rystes i sin grundvold; hverken af ugerninger eller kunstneriske mesterværker. Historien er skrevet i en snirklet og sludrende stil med lange monologer, som dog ind imellem rummer de for Solstads litteratur så karakteristiske "hovedet på sømmet" udtryk og formuleringer. Historien er for langtrukken til at være spændende, og den psykologisk/erkendelsesmæssige afdækning for omstændelig og konstrueret til gribe én for alvor. Bedst er romanen, hvor forfatteren laver grin med professorens jævnaldrende veludannede, succésrige og politisk korrekte venner. Læsere med et vist kendskab til norsk kultur vil endvidere kunne påskønne flere finter og hentydninger.