Nyt og spændende temahæfte i serien Børn i historien, denne gang om livet i Danmark på Stavnsbåndets tid. Især velegnet til emnearbejde i historie på 3.-5. klassetrin, men også spændende fritidslæsning for 9-12-årige børn med interesse for livet i gamle dage.
Som i de tidligere hæfter i serien formidles historien ved at blande fakta og fiktion i en flydende og levende form via personer, som børn i dag kan identificere sig med. Som tidligere er hovedpersonerne to børn fra hver sin ende af den sociale skala, nemlig Ane fra en lille gård udenfor København og Johan, som er søn af én af Københavns rigeste mænd. De to børn møder hinanden tilfældigt, hvilket bliver anledning til at fortælle om 1700-tallets Danmark fra forskellige sociale vinkler. Små, velskrevne faktabokse uddyber løbende de faglige områder, som fortællingen strejfer. Fine og afvekslende illustrationer medforklarer og sætter stemning på historien. Layoutet er enkelt, teksten ret omfattende og virkemidlerne absolut nedtonede - men kedelig er bogen bestemt ikke.
Mest sammenlignelig er de øvrige hæfter i Børn i historien, som efter samme skabelon sammenstiller forskellige børns leveforhold igennem Danmarkshistorien.
Usædvanlig vellykket historieskrivning for børn i 9-12 års alderen - relevant, levende, oplysende. Hæftets nedtonede ydre bør ikke afholde nogen fra at fordybe sig i historien om Danmark på Stavnsbåndets tid. Den dobbelte betydning af begrebet "historie" fremstår på fineste måde her.