"Det er teatralsk, ironisk og umuligt at hælde ud af øregangen igen, og jeg kommer til at tænke både på poesibogspopsangeren Lykke Li og synthpionererne Erasure. Det hele handler om de syntetiske overflader, for der er ikke noget gemt under dem. Her viser poptalentet sig som et tudefjæs med dansefødder, der overbevisende lægger sig i forlængelse af den skandinaviske elektropoptradition - for ja, tyve år efter Robyn, Ace of Base og Aqua kan man vel godt tale om en tradition. Når det fungerer, er det lige til at blive blå, høj og svedig af på samme tid. Og det gør det oftest i Asbjørns tilfælde".