Her er der tale om en rigtig god lærebog i idræt til elever på gymnasiet og HF. Desuden er den velegnet som idrætslærerens opslagsbog eller bare som grundbog for den idrætsinteresserede. Bogen falder i to dele - teori og aktiviteter. Teoridelen er i 15 kapitler, hvor man kommer godt i dybden med områder som fx udholdenhed, styrke, hurtighed, koordination, testning og planlægning. Hvert kapitel er opbygget med en begrundelse for at arbejde med området, fakta og praktiske øvelser. Aktivitetsdelen behandler 17 idrætter eller idrætsområder fx: kropsbasis, redskabsgymnastik, dans, fodbold, friluftsliv og ski. Kapitlerne er opbygget med en kort beskrivelse af idrætten, derefter teknik og taktik og til sidst forslag til træningsøvelser. Sproget er let læst og forståeligt - ofte direkte henvendt til læseren. Teksten er sat i to spalter og indholdet understøttes af skemaer, grafer, fotografier og særdeles gode farvetegninger. Alt i alt et indbydende og overskueligt layout trykt på en slidstærk papirkvalitet. Bagest findes billede- og litteraturlisten samt et detaljeret register. Af lignende lærebogsmaterialer findes fx: Idræt er også teori (1990) og Idræt - teori og træning (2000), men disse bøger indeholder ikke aktivitetsdelen.