Den letlæste og meget aktuelle bog henvender sig til alle, der gerne vil læse om de seneste års udvikling i Ruslands politiske historie.
Per Dalgård er en stor kender af russisk kultur og historie og har i de senere år været tilknyttet "Information". Hans nye bog beskriver især Vladimir Putins tid som leder af Rusland, siden han overraskende tiltrådte som præsident i 2000 efter Boris Jeltsin. Dengang var Rusland præget af dyb krise, men Putin har fået landet rimeligt på fode igen, blandt andet takket være de enorme indtægter fra olie og naturgas og hans alliance med magtstrukturerne i landet. Dalgård sammenligner denne stabiliseringspolitik med Charles de Gaulles transformation af det svage Frankrig efter 2. verdenskrig. De Gaulle brugte en fast hånd og "oplyst despoti" for at genrejse landet, så sammenligningen med Putin-æraen ligger ligefor. Dalgård skriver let og kvikt som til sin avis, og han benytter sit store kildenet til også at gengive de mange stemmer, der kritiserer Kremls styreform og forlanger demokratisk indflydelse. Bogen mangler desværre et register.
Det nyere Ruslands historie har vi på dansk også beskrevet i Karsten J. Møllers fremragende Fra kaos til Putin fra 2008, som også er skrevet på baggrund af egne rejser og ophold i Rusland. En artikelsamling af den stærkt Putin-kritiske journalist Anna Politkovskaja Den nøgne sandhed er netop udkommet.
Per Dalgårds aktuelle bog om Ruslands nyeste historie kan bruges bredt og læses af alle interesserede.