Henvender sig til læsere, som ønsker indsigt og viden i borgerlige synspunkter om en række udvalgte samfundsaktuelle problemstillinger iblandet henvisninger til forskellige filosoffer, statsmænd m.v.
Specialkonsulent i Udenrigsministeriet cand.mag. Michael Bremerskov Jensen har igennem et halvt år ført en mail-korrespondance med Per Stig Møller. Det har resulteret i denne debatbog om en række emner, der er oppe i tiden: demokratisk samtale, om de store ideologiers død og det politiske spins voksende rolle, om indvandring, menneskerettigheder og velfærdsstat. Korrespondancen er ført med lange, vidende spørgsmål fra MBJ og ligeså lange vidende svar fra PSM. Resultatet er en indsigtsfuld og frugtbar samtale fjernt fra hurtige overskrifter, men hvor der samtidig ikke springer mange gnister, dertil er de 2 debattører for enige.
De fleste af bogens problemstillinger er behandlet i mange sammenhænge, men bogen udmærker sig ved og afviger fra andre ved i samtale-/interviewformen at give plads til refleksion og udførlige spørgsmål og svar.
En lille udmærket samtale-/interviewbog om nogle af tidens udfordringer på den økonomiske, politiske og kulturelle arena skrevet på baggrund af en mail-korrespondance mellem bogens 2 bidragydere.