Murray Gell-Mann fik nobelprisen for at have påvist quarken, den grundlæggende byggesten i alt stof. Ud over at forske i elementarfysikken er han medstifter af Santa Fee Instituttet iCalifornien, hvor så forskelligartede videnskabsgrene som fysik, matematik, økologi, biologi, statsvidenskab og immunologi mødes for at forske i det, der er denne bogs tema: simpelhed, kompleksitetog komplekse adaptive systemer. Et adaptivt system er et selvlærende system, biologisk eller ikke-biologisk, der kan tilpasse og udvikle sig. Målet er at prøve at overføre den teoretiske fysiksforståelsesramme: kvantemekanikken, på hele universet, og Gell-Mann peger på superstrengteorierne som et godt bud. Det er en bred, populærvidenskabelig fremstilling, med både biografisk oganekdotisk stof. Han har undgået matematiske formler, men der er alligevel nogle tunge afsnit om kvantemekanikken og om de sandsynlighedsberegninger, der indgår i den. Læsere af f.eks.Nørretranders: Verden vokser (1994) og StephenHawking: Hawkings Univers ( 1988) vil dog nok også kaste sig over dette meget kvalificerede, men ikke helt lettilgængelige, forsøg på at visesammenhænge mellem det helt store og det helt små i universet.