Quiet signs

"Jessica Pratt berettiger brugen af musikjournalistikkens floskel om, at et album først for alvor 'åbner sig op' ved gentagne aflytninger - man forundres over i hvor høj grad selv musik, der består af ret simple byggeklodser, har en magisk ekstra kvalitet i sig, som først åbenbares over tid ... 28 minutter er ikke lang tid, men det er nok til at indhylle lytteren i en fuldstændig altomsluttende stemning af at være trådt ind i et personligt, egensindigt og værdifuldt univers, hvor det ikke så meget er tiden, der står stille, som det er dig (lytteren), der finder ro".

Read review

"Jessica Pratt berettiger brugen af musikjournalistikkens floskel om, at et album først for alvor 'åbner sig op' ved gentagne aflytninger - man forundres over i hvor høj grad selv musik, der består af ret simple byggeklodser, har en magisk ekstra kvalitet i sig, som først åbenbares over tid ... 28 minutter er ikke lang tid, men det er nok til at indhylle lytteren i en fuldstændig altomsluttende stemning af at være trådt ind i et personligt, egensindigt og værdifuldt univers, hvor det ikke så meget er tiden, der står stille, som det er dig (lytteren), der finder ro".

Read review

"Jessica Pratt, som med sit tredje album, 'Quiet Signs', har forenet det californiske lys med ensomheden og mørket i sine sange ... Ensomheden er en klar følgesvend hele albummet igennem, men den er ikke nødvendigvis melankolsk. Man har rent faktisk lyst til at være sammen med den ... Pratt minder om en række folksangerinder, der gik i glemslen i 1960'erne og 1970'erne og først 30 år sener blev samlet op og genudgivet af en ny generation ... Ensomheden er så rolig og hvilende i denne nostalgiske tilstand, som Pratt synger sig ind i, at man får lyst til at være alene med sin tidløshed, sætte gode gamle plader på og holde op med at halse efter tidens toner".

Read review

"Jessica Pratt, som med sit tredje album, 'Quiet Signs', har forenet det californiske lys med ensomheden og mørket i sine sange ... Ensomheden er en klar følgesvend hele albummet igennem, men den er ikke nødvendigvis melankolsk. Man har rent faktisk lyst til at være sammen med den ... Pratt minder om en række folksangerinder, der gik i glemslen i 1960'erne og 1970'erne og først 30 år sener blev samlet op og genudgivet af en ny generation ... Ensomheden er så rolig og hvilende i denne nostalgiske tilstand, som Pratt synger sig ind i, at man får lyst til at være alene med sin tidløshed, sætte gode gamle plader på og holde op med at halse efter tidens toner".

Read review