"Oven på Mura Masas feature-tunge festplade af et debutalbum havde jeg egentlig forventet mere af det samme på toeren ... Fra de første toner står det klart, at vi har at gøre med et helt andet væsen end debuten. Et stille guitarriff sætter stemningen med en emo-inspireret lyd, som strømmer igennem stort set hele albummet, hvor netop guitaren har fået en langt mere markant plads end synthesizeren ... Stor respekt for, at Alex Crossan vælger at gå i en retning, der er langt mindre kommerciel, men som han åbentlyst brænder for. Men når han selv griber mikrofonen, går det mindre godt. Han er ingen stor sanger ... Dertil er sangskrivning ikke ligefrem rigt på stærke melodilinjer. Gæsterne har været involveret i sangskrivningen, hvilket redder dele af albummet, men Crossans solosange lyder som imitationer af The 1975. Melodierne savner det dynamiske flair, der trods alt gør hans produktion ganske mindeværdig".