"Alene på pladens to første numre er der både synthesizerfræs, der kunne være med på soundtracket til filmen "Drive", og toner, der lyder som pastiche på japansk pop fra 1980' erne. Ikke alle numre er lige uigendrivelige, men overordnet viser sangerinden, at man sagtens kan lave musik, der er ukompliceret, uden at den samtidig partout skal være ukompleks".