Digtene og (skitserne til) billederne stammer fra en fælles rejse så langt tilbage som 1958. Bogen har været værd at vente på, på sæt og vis et sidestykke til Noget om Nanette, 1972 - menfjernt fra dennes muntre sanselighed. - ISOs billeder er lavet i heliografik, der er stort lyst og luft over nogle af dem, der er et par tungsindige portrætter, og der er dis og mørke og tungsindover andre. Det er ISO, når han er bedst - der er tyngde og karakter i disse ting, flere fylder et helt opslag. - Digtene viser næsten uden undtagelse HR, når han går i sort. Der er en opgiven idem, et sortsyn - den trøstesløse regn siler gennem flere af digtene. Og ikke engang pub og druk giver livsmod. Disse digte rummer indtryk af landskabet, portrætter faktisk så dystre som ISOs - derer vrængen af religionen. En enkelt fanden-i-voldsk groteske - "Hellig ko" - om en ko, der kureres for trommesyge, er et lyspunkt, trods alt. - Men bogen rinder ud - i "Cleggan" - med spørgsmålet:»Hvem lever her hvorlivet gir fortabt?« - og svaret lyder: »Her lever gud. En gud som roligt kvæler / hvad han har skabt«. - Der kan også være renselse og oplevelse i det kunstnerisk beherskededystre. Derfor: det er en dejlig bog, som ikke mindst venner af ISO og HR vil kunne læse og nyde igen og igen.