Der anslås mange strenge i forf. nye roman om en sørejse: kærlighed og ægteskab, politisk undertrykkelse, kvindesynet hos Ibsen, frihedstrang og personligt mod. Besætningen på fragtskibet Emma får følge af 2 kvindelige passagerer på en rejse fra Sydamerika til Danmark: den ene - jegfortælleren - er en lidt reserveret forf. som arbejder på sin roman om Henrik Ibsens "Fruen fra havet". Den anden kvinde er kaptajnens moderlige moster, som påtager sig op til flere missioner ombord for at rette op på al verdens uretfærdighed - gøremål som mere end noget andet kommer til at præge sejladsen. Hver især ombord har derforuden en særpræget livshistorie, og skæbnebilleder trænger sig efterhånden på hos den skrivende hovedperson og blander sig i og overtager hendes romanunivers. Handlingen foregår på flere digteriske niveauer og er med til at skabe et hemmelighedsfuldt forløb, der sammen med skildringen af skibets fascinerende miniunivers er bogens styrke. Især i starten er bogen elementært spændende, for hvem er alle disse personer, hvilke hemmeligheder gemmer de på - men som bogen skrider frem, er det lige før, at den egentlig vil for meget. Sproget er fint gennemarbejdet og nuanceret, og romanen henvender sig til de læsevante.