Til renæssanceåret bidrager Aarhus Universitet med denne bog, der viser de mange aspekter af renæssancen, som indgår i universitetets forskning. Med bidrag fra alle fem fakulteter vises, at mennesket blev sat i centrum eller igen overgivet til sig selv, som Augustin udtrykte det; tvivlen blev intellektuel og grundlaget for den moderne verden blev skabt. I 25 artikler behandles væsentlige temaer som renæssancens tænkning, kulturliv, dagligliv og efterliv. I afsnittet om renæssancens dagligliv føres vi til Læsøs salt, til hvælvede kældre i renæssancens købstæder, til nonneliv på San Cataldo for blot at nævne nogle emner. Bogens sidste afsnit fører helt op til nutiden, og her præsenteres et andet renæssanceideal, nemlig samarbejdet mellem billedkunstner og arkitekt i en spændende artikel af Carsten Bach-Nielsen om arkitekten Ejnar Packness. Den velskrevne, store bog er et overflødighedshorn af gode artikler og mange flotte illustrationer, og på trods af at det er en artikelsamling skrevet af mange forskellige forfattere fås et flot sammenhængende billede af denne vigtige periode.