Film / fiction / drama

Return to Cranford


Description


England 1844. I Cranford er livet gået i stå. Men en jernbane vil sætte fremtiden på skinner i lillebyen. Hvilket der dog er prominente modstandere af. Den initiativrige Miss Matty får alligevel bevirket, at toget kommer.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 1. Nov. 2011

By

By

Ulrich Breuning

d. 1. Nov. 2011

BBC-miniserien Return to Cranford er en smuk filmisk fortælling om livets gang i forfatteren Elizabeth Gaskells (1810-65) fiktive Cranford, hvor pulsen er lige så sendrægtig som sladdertungen er rap. Skildringen af det lille samfund og dets beboere vil glæde et anglofilt publikum og i særdeleshed det med interesse for viktoriansk romankunst. Men der er generelt tale om en feel good-serie med bred appel. Og som en introduktion til tiden og forfatterskabet er den fremragende.

England 1844. Livet går sin stille gang i Cranford, hvor alting stort set er gået i stå. Men en jernbane vil sætte fremtiden på skinner i lillebyen. Hvilket der dog er prominente modstandere af. Den initiativrige Miss Matty får alligevel bevirket, at toget kommer. Men hun har uvidende åbnet en Pandoras æske af ulykker! Æsken gemmer dog også et håb, som bringer forsoning, nyt liv og julefred.

Charles Dickens redigerede tidsskriftet, hvor romanen Cranford udkom i 1851, og det er nærliggende at sammenligne Return to Cranford, 2009 med de bedste Dickens-filmatiseringer. Der er samme sociale aspekter og frem for alt samme rolige skildring af en verden af i går og dens sæder, skikke og påklædning. Det er mageløst gjort, og tog som symbol på den nye tid fungerer fint som dramatisk motor. Return to Cranford er en selvstændig fortsættelse af BBC's Cranford, 2007.

Med vidunderlige Judith Dench i spidsen som samlingspunktet Miss Matty serverer fine engelske skuespillere replikkunst på et sølvfad. Anbefales varmt.