Der er i det sidste par år udkommet en ny række Scarry bøger. Her er vi igen i Scarrys specielle univers, befolket med dyr, der agere som mennesker i deres hyggelige lille verden. Scarry har gennem mange år fastholdt sin stil til børnenes fryd og de voksnes skræk - nok især bibliotekarernes! I denne bog kommer vi med familien Kat ud på tur. Vi kommer forbi havnen, byen, biblioteket, bondegården, stationen, stranden osv. Samtidig med historien er der kapitler, hvor man kan lære at tælle, kende farver, former, størrelser, modsætninger m.m. Brødteksten er ikke specielt lang og bliver hele tiden afbrudt af spørgsmål, der lægger op til en snak mellem barnet og oplæseren. Undervejs beskrives handlingen på billederne med korte sætninger, og de forskellige genstande er forsynet med tilhørende navn og forklaring. Selv om bogen er stereotyp og uden ret meget liv, vil børn fra 3- 4 år nok også elske denne bog for dens genkendelige trygge miljø, den klare morale, de detaljerede illustrationer og den gode slutning. Uskadelig Underholdning og leg for de alleryngste.