Books / nonfiction / kogebøger

Rick Stein's fiskeretter


Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 20. Oct. 2004

By

By

Jette Andreasen

d. 20. Oct. 2004

Man får virkelig lyst til at spise fisk af enhver art, når man bladrer i denne flot udstyrede fiskekogebog. Rick Stein driver en seafood-kokkeskole i England, og er en af tidens populære tv-kokke. Bogen indeholder alt, hvad der er værd at vide om fisk, og det præsenteres så klart, overskueligt og indbydende, at alle kan være med. I første tredjedel vises alle de teknikker, der skal til for at udnytte råvaren optimalt. Fra fjernelse af skæl og indvolde, over flåning og filetering til de mere specielle som klargøring af blæksprutter og søpindsvin. Det sker med lækre billedserier suppleret med kort tekst. Bogens hoveddel består af opskrifter ordnet efter fisketype. Her er billedsiden nedtonet og teksten fyldigere. Det er retter af internationalt tilsnit med brug af krydderier og mange grøntsager, men også med enkelhed som udgangspunkt, hvorved bogen bliver brugbar for mindre øvede hverdagskokke. Beskrivelser og billeder af samtlige anvendte fisk og skaldyr mangler heller ikke. Der findes mange andre grundige fiskekogebøger, fx Mikael Christensens fiskekogebog, 2003, men står man med en rokkevinge og har brug for at vide, hvordan man flår og tilbereder den, forekommer Rick Stein mig at være den uomgængelige pædagogiske vejleder.