Morsomme ungdomserindringer og flot tegnede tidsbilleder fra 70'erne og 80'erne, spundet op omkring forfatterens store kærlighed til rockmusikken. For alle over de 50 eller folk med interesse for periodens musik.
Fynske Frank Andersen (f. 1961) er uddannet reklametegner og beskæftiger sig til daglig med kommunikation. I 2003 udgav han Farvel, som handler om at blive ramt af en depression. Nærværende udgivelse er en helt anden type, og handler om forfatterens unge år. Med start i 1972 og 25 år frem, maler han en række tidsbilleder og fortæller om sin opvækst, forelskelse, uddannelse, og særligt den musik han hørte. Fortællingerne har anekdoteagtigt præg med plads til refleksioner til nutiden, og er spundet op omkring en musikalsk erindring (hovedsageligt rockmusik), som fx da han i 1978 begejstret introducerer sin far for "Sultans of Swing" og kun får en halvlunken kommentar tilbage. Illustreret med fotografier og placecovers.
Personlige erindringer der indeholder nogle flot tegnede tidsbilleder af 70'erne og 80'erne. Rent litterært er det måske ikke stor kunst, men Andersen skriver med så stor fortælleglæde, at man ikke kan undgå at blive revet med. Det er ofte ret morsomt og løssluppet, men det er hans passion, der er bogens force, og efter endt læsning er man svært inspireret til et genhør med nogle af bogens mange musikalske indslag.
Kan sammenlignes med Peder Bundgaards Vand under broen.