Billedbogen henvender sig til små fans, især drenge, fra 3 år, der kender filmene fra tv og dvd.
Fotobilledbog med billeder i rimelig kvalitet og jævne beskæringer. Nogle få billeder er renskårne. Layoutet i bogen varieres i baggrundsfarver og med vignetter og "vandmærker" i vekslende farver og størrelser, men altsammen i samme stil heldigvis. Der er meget knald på farver og afvekslende baggrunde, det kan måske være forstyrrende for nogle af de mindste fans. Historien er enkel. Desværre er sproget lige knap så enkelt og ikke helt så funktionelt, som historien lægger op til og nærmest kræver. Heldigvis virker teksten stadig mundret, så en opmærksom oplæser kan godt få en skæg historie ud af det. God forside præsenterer bogen fint sammen med rimelig bagsidetekst.
Bilerne har øjne som vi kender det fra Disneys Biler, men her er også menneskefigurer, som er noget mere udtryksfulde end dem vi kender fra fx Thomas og vennerne. Kvalitetsmæssigt ligger denne lige over midten af skalaen.
En billedbog der sikkert vil interessere mange drenge-fans af serien fra tv og dvd, og den fungerer rimeligt. Der er tale om underholdning, der formentlig ikke efterlader mange spor, men som fungerer mens den læses.