Den geografiske ramme der omslutter Ib Michaels nye digte begynder ved Middelhavet med udsigt til klostre og kampaniler og slutter hjemme i Kikhavn, hvor det lyriske jeg efter de himmelstormende syner kaldes tilbage til det nære og konkrete af den elskede. Imellem disse poler sprænger digtene konsekvent stedets og tidens grænser "på denne rejse/ hvor tiden blander frit/ med rummet." Alle tider oldtid, middelalder, modernitet smelter sammen til én tid i digtenes på en gang smukke og mareridts-agtige billeder af en hedonistisk og dekadent vestlig kultur, der bærer undergangen i sig. "Det er sent på jorden" som det hedder et sted i en af de lange suiter samlingen består af og hvor kvindeskikkelsen "Rosa Mundi" fungerer som en art ledefigur. Der er aldrig langt mellem himmel og helvede i IM's digte der suverænt blander myte og realitet i et personligt forestillingsunivers, hvor sansen for kulturens og mytens lange linjer indgår side om side med en (post)moderne "intertekstualitet" med indlagte citater fra den litterære tradition han står på ryggen af i dette tilfælde bl.a. Arthur Rimbaud, som samlingen rummer et indfølt portræt af og henvisninger til. Også i sin lyrik er IM fortælleren og det er mere i kraft af evnen til at skabe symbolske strukturer end i det sprogfornyende eller eksperimenterende at han har sin force.