Rosa

Palle Fischer har i Mine hornorkestre skrevet, at han var en hund efter biveje - og den associeringsteknik, han har anvendt i de fleste tidligere romaner, vidner tydeligt om det. Men både iden forrige Gøglerens sidste bolde og nu i Rosa har han meget direkte fortalt nogle historier, som tilmed ligger meget tæt op ad hinanden. I den første skildrede han en 40årig arkitektsalkoholiserede selvdestruktion, og nu skildrer han den store skuespillerinde, Rosa, ligeledes ca. 40 år, som - mens hun venter på at få at vide, at hun har kræft - har gemt sig i et vendsysselskpensionat. Hun tilkalder nogle få trofaste, gamle venner, som kan bekræfte hendes nu noget falmede skønhed og hendes storhed. Og så iscenesætter hun en sortie, der strækker sig over 20 dage, ihvilken hun inddrager de øvrige gæster på pensionatet som medspillere og statister. Historien fortælles, nærmest i dagbogsform, af hendes mangeårige ven, der fra udkanten af scenen betragter detteskuespil. Bogen er måske knap såvellykket som Gøglerens sidste bolde; der er ikke den samme undertone af smerte, ikke den samme desperation i lidelsen, men i såvel tema som form ligger de to bøgertæt op ad hinanden. Og så har Palle Fischer en barok, ofte kynisk form for humor samt en udpræget sans for ved hjælp af nogle få replikker at karakterisere en person. Måske ikke noget stort værk,men afgjort en god og velskreven roman.

Read the full assessment