Rosenfingrede daggry

Intens og billedskabende digtsamling til alle med sans for et fortættet sprog og interesse for de menneskelige omkostninger ved krig og flugt.

Bogen falder i fire dele, men udgør en helhed. Scenen veksler mellem livet som flygtning og livet i krigszoner og katastrofeområder med sult, angst og kulde. Digterjeget forholder sig til de traumatiske oplevelser gennem sansning, erindring og fortælling. At tale om og erkende fremhæves i stedet for at fortie og fortrænge. I forsøget på at nærme sig og indleve sig i medmenneskets katastrofe ligger et spinkelt håb om fred. Sprogligt spænder teksten fra det fragmentariske, svært tilgængelige til prosalignende stykker. Den svenske forfatter har selv en baggrund som flygtning fra Iran i 1987.

Bogen er velskrevet, men krævende læsning, som har en dybde og mange "tomme pladser", hvor læseren selv kommer på arbejde med at skabe sammenhænge og betydning. Relationerne og begivenhederne kan virke lidt abstrakte, men de konkrete billeder og det poetiske sprog gør det til en god læseoplevelse. Det er en barsk og ond tilværelse, der skildres, men samtidig realiteter, det er vigtigt at forholde sig til.

Ud fra forfatterens baggrund kan man sammenligne med svenske Athena Farrokhzads samfundskritiske Vitsvit, som dog handler mere om integration, hvor denne fokuserer mere eksistentielt på krig og flugt.

Read the full assessment