Bogen henvender sig primært til dem der før har været på Roskilde festival.
Roskilde stories er en samling af beretninger fra Roskilde festival gennem tiden. Beretningerne er indsamlet og redigeret af Klaus Rydahl og Kasper Søegaard. Historierne er indsamlet via en hjemmeside hvor folk selv kunne indtaste deres beretning. Der er både sjove, ulækre, og smukke historier. De små beretninger drejer sig om alt lige fra den smukkeste kærlighed til kikset teltsex. En vigtig ting i beretningerne er selvfølgelig også musikken, men historierne handler mere om alt det udenom. Selvom der er redigeret i historierne, fremstår de stadig meget rå, med mange stavefejl, talesprog og slang. Historierne er opdelt efter det år de knytter sig til, og er ordnet kronologisk. Der er også beretninger på både svensk, norsk og engelsk.
Der er skrevet en del bøger om Roskilde festival, af de nyeste kan nævnes: Clement Krass Lydhørt fra 2006, som dog primært er en fotobog, og Erik Jensens På Roskilde fra 2003. En af de første bøger der er blevet skrevet om festivalen er Roskilde festival fra 1981.
En noget ujævn bog, hvor der er langt mellem guldkornene. Men den rå og ubehandlede stil har dog sin charme.