I denne niende billedbog om vennerne Rune og Julie har de nået den alder, hvor de skal begynde i skolen. Julie elsker at lege skole, og både Rune, hans lillebror William, Julies hund Basse samt alle tøjdyrene inddrages i legen. Julie glæder sig ubetinget til skolen, men som tiden nærmer sig bliver Rune mere og mere betænkelig, godt hjulpet på vej af mormors fortællinger om skolen i gamle dage og af bekymringer for drillerier fra de andre børn. Det ender dog med, at han med hjælp fra Julie overvinder sig selv, så de sammen får en god første skoledag. Historien er velfortalt, og den er illustreret i den kendte stil med livlige, udtryksfulde tegninger med mange detaljer og lette, lyse farver. Det er en positiv og vedkommende bog, som fint og nænsomt beretter om de tanker og følelser skolestarten ofte afstedkommer. Som altid giver bogen nuancerede, solidariske portrætter af børnene og lægger samtidig vægt på værdien af gode menneskelige relationer. Et fint supplement til Alfons, og en velkommen bog til glæde og lindring for alle 5-6årige, som snart vil stå i samme situation.