En film om onkel Danny henvender sig naturligt til yndere af Dan Turèlls forfatterskab, men Så kort og mærkeligt livet er benævnes som 'en film af Dan Turèll, instrueret af Anders Østergaard'. Kim Skotte kalder det i Politiken for "et fingeret selvportræt pr. stedfortræder", og rigtigt er det, at det udelukkende er digterens egne ord, som vi hører på lydsiden, mens instruktøren har kreeret en åben, meddigtende billedside. Filmens målgruppe vides derfor ud til at omfatte alle, der vil følge i en digters fodspor og især sanse dagligdagslivet som det så ud i 1970'erne og '80'erne gennem et følsomt temperaments briller.
Som en skygge bevæger digteren Dan Turèll sig fra barndommens stier i Vangede til storbyjunglens vandhuller på Vesterbro, mens han filosoferer over livet, drømmer om lykken og konstaterer, men fortvivler ikke over, at menneskets dårskab tilsyneladende er uudryddelig. På skyggevandringen fra vugge til grav lyser glæden ved at få et barn som en stjerne over Betlehem!.
Der er lavet flere filmiske portrætter af Dan Turèll, og i det hele taget har Danmark en lang tradition for at fastholde sine digtere i levende billeder. Denne films ambition er imidlertid mere at fange og fastholde det flygtige liv og er på den måde sammenlignelig med Anders Østergaards filmiske favntag med fænomenerne Tintin og Gasolin.
Meget anbefalelsesværdigt filmdigt, og i tilgift indeholder udgivelsen også en generøs kollektion af arkivoptagelser fra DR's arkiv med Dan Turèll som omdrejningspunkt.