Den tyske forf. Thomas Hettche (f. 1964) er ikke tidligere oversat til dansk. Sagen Arbogast er en kuldslået, lavmælt roman om et justitsmord. Med udgangspunkt i en virkelig hændelse afdækkes Hans Arbogast' domfældelse samt efterfølgende afsoning i tugthuset Bruchsal. A. blev i 1952 dømt for voldtægt, mishandling og mord. Et drama der i virkelighedens verden, og i romanen, først får ende i 1968 da sagen åbnes igen, den oprindelig så betændte bevisførelse lod sig da ikke længere undertrykke. En thrilleragtig skildring fra en tid hvor stærk social kontrol samt bornerte moralbegreber i den nye unge forbundsrepublik ikke levnede plads til stærke, dunkle drifter og følelser. En roman der fremstår velresearchet ikke mindst hvad det retsmedicinske islæt angår. Her tegnes endog meget skarpt, samtidig med at de impliceredes intense kredsen om døden i såvel tanke, ord som handling tilfører romanen et præg af såvel autenticitet som af stor psykologisk tyngde: fra den noget nær "levende begravede" A. i fængslet til den fra DDR indforskrevne nye retsmedicinske ekspert, Katja Lavans. Mennesker af kød og blod, men også, viser det sig, forbundne af følelser. En dvælende tysk kvalitetsthriller og noget anderledes end hvad man er vant til fra det store eng./am. udbud.