Bogen er skrevet og udgivet posthumt af en central person i historiefagets udvikling fra 1970'erne og frem og beskriver og analyserer fagets, samfundets og skolens udvikling fra 1770-1970. Den henvender sig til lærerstuderende, undervisere, forskere og skoleplanlæggere.
En grundig indledning definerer bogens udgangspunkt og hensigt. Derefter følger fire kapitler om samfundsudviklingen, skolen og historieundervisningen i 1770-1820, 1820-1870, 1870-1920 og 1920-1970, fire perioder, der indeholder væsentlige ændringer i samfund og politik. Hvert kapitel er inddelt i afsnit med grundige overvejelser, analyser og konklusioner på tidens politiske udvikling, undervisningen i skolen og på seminarierne og de forandringer, de ændrede holdninger medførte eller ikke medførte. Generelt beskrives og analyseres den løbende udvikling overbevisende, grundigt, læseværdigt og klart i fremstillingen. Der er udførlige noter til kilder efter hvert afsnit.
Der findes umiddelbart ikke andre bøger eller andet, der behandler emnet på tilsvarende vis. Hvad vil vi med historie i folkeskolen, 2002 af samme forfatter kan betragtes som en samhørende fortsættelse af denne bog.
En forbavsende klart fremstillet og behagelig læseværdig bog, emne, indhold og omfang taget i betragtning. Anbefales til ovennævnte interesserede, der vil få glimrende forudsætninger for fagets placering og indsigt i fagets, samfundets og skolens udvikling.