I rækken af "samlede digte" af danske lyrikere markeres Thorkild Bjørnvigs 80 års fødselsdag med denne udgivelse af tyngde- og omdrejningspunktet i hans forfatterskab: det lyriske værk, fra Stjærnen bag Gavlen, (1947), til den foreløbig seneste udgivelse Siv vand og måne fra 1993. Bogens titel skal dog tages med et vist forbehold, idet de tre små samlinger, Evigt Forår, (1954), Stoffets krystalhav, (1975) og Den dobbelte lykke, (1982), efter forfatterens ønske ikke er medtaget. Med en enkelt undtagelse er teksterne optrykt efter originaludgaverne, også den store digtkreds Ravnen fra 1968, hvad der kan undre lidt, da Bjørnvig i 1990 udsendte en redigeret og - må man formode - definitiv udgave af digtet. Læst kronologisk bliver det tydeligt, hvordan de centrale motiver i Bjørnvigs digte, (natur/kosmos, eros og kunst), er konstante men dog undergår forvandlinger og får nye accentueringer i takt med tiden og skiftende livsaldre. I forhold til Bjørnvigs engagement i miljø og økologi bliver det klart at det er i lyrikken, de helt afgørende indsigter og bevidsthedsskred finder sted. Her kan man gå til kilderne og se hvordan det finder sted hos en stor lyriker, der indtager en helt central placering mellem gammelt og nyt i dansk poesi.