Sandheden om Marie-Claire

En Vic Suneson-krimi er aldrig uvelkommen, og derfor kan man glæde sig over denne, selv om den ikke hører til i den trestjernede ende af hans produktion. Der er for mange sløjfer på plottet (og tillige en vis portion snyd med i spillet). Strukturmæssigt kan man ikke andet end opfatte det som en svaghed, at vore venner O. P. Nilsson, Gruck & Andersson og dermed den opklaringssiden af sagen nærmest er heftet på som en slags epilog. Den centrale figur er oprette-eksprimadonnaen Marie-Claire, og af hende tegnes der et meget morsomt billede. Omkring hende roterer syrn- og usympatiske familiemedlemmer, som aldrig bliver mere end skabeloner om hvem der antydes en masse, uden at dette viser sig at have nogen særlig relevans til romanens forløb ... i mere end et enkelt tilfælde! Sproget er velsoigneret, men typografien gnidret.

Read the full assessment