Sandhedens time

I thrilleren, som tidligere er udkommet i bogklubudgave, har den sorte Rufus Harms siddet i 25 år som livstidsfange, indtil han en dag modtager et brev, der afslører hans uskyld. Harms får smuglet en appel ud til Højesteret, hvor Michael Fiske som advokatfuldmægtig åbner brevet og straks ser sagens perspektiv og sprængstof i.f.t. prominente personer. Da Fiske opsøger Harms, ruller lavinen. Michael myrdes af de skumle bagmænd, og Harms flygter fra fængslet. Broderen - den desillusionerede advokat John Fiske - søger så sammen med Michaels veninde Sara på hæsblæsende vis at rede trådene ud med morderne i hælene. Bedømt på trivi-genrens præmisser er plottet - skønt noget tyndt og ret forudsigeligt - rimeligt velfungerende, men handlingen druknes i et vandfald af dialog, som desværre aldrig trods hensigten formår at give personerne tredimensionelt liv. Resultatet bliver en noget bleg, undergennemsnitlig thriller med en omstændelig første tredjedel, hvor handlingen træder vande omkring personpræsentation, miljø og arbejdsgange i Højesteret. Jeg sled mig igennem uden på noget tidspunkt at føle mig grebet. Handlingen fænger ikke rigtigt - bl.a. fordi forfatteren helt til de sidste sider holder kortene tæt til kroppen. Anskaffes efter erfaringer med forfatterskabet.

Read the full assessment

Baldacci lever en upåagtet tilværelse som en af thrillerindustriens stabile, flittige og produktive håndværkere. Også Sandhedens time er skruet sammen af stumper fra genrens store reservedelslager. Det meste er hentet på hylderne med retsalsdrama, broderrivalisering, småromantik og onde bagmænd placeret tæt på magten, men den røde tråd er et 25 år gammelt justitsmord på en forvokset, lidt naiv, farvet soldat. Hovedpersonerne er en forsvarsadvokat med en fortid som politimand og en ung, smuk (kvindelig forstås) assistent ved den amerikanske højesteret. Advokatens bror, der er i gang med en noget mere glorværdig juridisk karriere, bliver myrdet, da han kommer på sporet af Det Store Komplot og så ruller handlingen ellers. Baldacci gør sig umage med at give sine personer en individuel baggrund, men det kniber med at puste rigtigt liv i dem. Plottet er fantasifuldt, og selvom han binder de mange handlingstråde pænt sammen til sidst, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at en lidt strammere beskæring ville have pyntet. Formodentlig vil bogen hverken skaffe Baldacci mere eller mindre i lønningsposen, under de næste overenskomstforhandlinger i branchen.

Read the full assessment