"På sit 30. album [vil Sebastian] både de eventyrlige stemningsbilleder og den politiske satire. I mine ører lykkedes [han] bedst med førstnævnte ... På det meste af »Sange til Drømmescenariet« holder Sebastian sig (...) til den akustiske folk og poppede rock med guitaren i centrum. Det lyder varmt, poleret og til tider en kende karakterløst. Men der er også den yndige »Sangen om Barmhjertighed«, fuld af harpestrøg og sørgmodigt dirrende strygere, og den skotsk-inspirerede vise »Vindens Glemte Sange«. De vidner om, at Sebastians evne til at fremtrylle eventyrlyst og skønhed er intakt".