Kan anvendes til religions- og historieinteresserede, interesserede i legendefortællinger og til undervisning fra de ældste klasser.
Helgenmyten om Sankt Georg (Sankt Jørgen) er en af de mest livskraftige heltemyter, der af nogle har været tillagt udspring af virkelige hændelser. Den ældgamle og i århundreder i billede og skrift skildrede situation, hvor Sankt Georg, der skulle være af byzantinsk herkomst, for at redde en by og en prinsesse må bekæmpe en drage som symbol på onde magter, findes både i den katolske og ortodokse kirke. Det dramatiske dragemotiv appellerer til fantasien, og myten har lagt navn til ordner og gilder. Bogen er inddelt i tre hovedafsnit, hvor selve myten først gennemgås og legendestoffet samt mytens betydning op gennem historien. Dernæst gennemgås den righoldige ikonografiske fortolkning i malerier, ikoner, kalkmalerier, træskærerarbejder mv. Sidste afsnit gennemgår separat heltemotivet og dragemotivet i deres forskellige farverige betydninger inden for eventyr og historiefortællinger. Bogen vil først og fremmest indkredse emnet uden at være tilbundsgående i mytens mange, ofte modstridende facetter. Det gør den godt og underholdende. Litteratur- og noteafsnit.
Agergaard er højskolelærer og har udgivet Forsvar for Judas og Bogen om trolde. Udover opslagsværker og eventyrsamlinger er udkommet børnebogen af Ahlburg: Dragen.
Gedigen og interessant gennemgang af den kendte helgenmytes betydning og mange gengivelser op gennem historien.